Tag Archive | ferie

Ro 

I denne uge er vi børnefrie og nyder det😊 Ungerne er sendt til bedsteforældrene i Jylland og den første kommer først hjem på søndag. Med tre hjemmeboende børn er voksentid tit en mangelvare, så vi nyder det ekstra meget, når det kan lade sig gøre i mere end få timer. 

Victor på 11 år har lige fået en kontaktperson, som skal komme hver onsdag og hjælpe ham med de ting, der kan være svære, når man har autisme. I denne uge hvor Victor er på ferie, kommer kontaktpersonen alligevel. Vi har brug for at få snakket med en, der ved en masse om autisme, så vi også selv kan komme lidt videre med at hjælpe Victor. Vi havde brug for at få snakket om, hvad vi skal snakke med Thomas om, så vi får udnyttet tiden bedst muligt. Når vi er hjemme på øen, er der altid en masse ting, man lige kan lave. Derfor inviterede Flemming mig ud på en lille sejltur om på østsiden. Motoren blev slukket, og så var der tid og ikke mindst ro til at få snakket. 

Det er bestemt ikke sidste gang, vi gør det. Sikke en ro der er, når jollen ligger og vipper rundt. 

På vej ind i havnen så jeg et par alke – tror jeg det er. Så Flemming måtte pænt vende om og sejle tættere på, så jeg kunne få et nogenlunde billede. 

Hvad gør I, for at få tid og ro til at snakke sammen i en hverdag fyldt med forstyrrelser fra elektroniske dimser, børn, daglige gøremål osv?

Hvad skete der lige der???

Det hænder, at der sker ting, hvor man tænker “det er vist ikke meningen” eller “hvad var tanken bag”. Og igen erkender jeg blankt, at jeg ikke har så meget forstand på sejlads, så måske er det i virkeligheden et spørgsmål om at jeg skal oplyses om det logiske i handlingen. Det vil jeg rigtig gerne høre så😉

Fredag formiddag kiggede vi ud ad vinduet og tænkte “det er vist ikke meningen”

Der, hvor sejlbåden ligger, plejer vores jolle at ligge… Victor var hurtigt ude ad døren efterfulgt af Mads og Louise. Jeg stod og kiggede lidt og vurderede situationen, inden jeg ringede til Flemming. Han mente heller ikke, at det lød som noget, der var planlagt til at skulle være sådan. Så vi endte med at smutte derover alle sammen. 

Vores lille gule jolle slap uden skrammer, men det var vist mere held end forstand. 
Her til aften kom en anden sejlbåd ind i havnen. Vi snakker om sommer og kalenderen siger 10/7. Om vejret er helt anderledes, der hvor båden kom fra, skal jeg ikke kunne sige, men se lige hvad der var på taget af båden😂

Jeg kan simpelthen ikke finde nogen logisk forklaring på, hvorfor man har kælke med på sejltur om sommeren. Men jeg hører gerne fra jer, hvis I har en mulig forklaring😊

Vinterferie

Ja ja, jeg ved godt at vinterferien er længe siden og foråret er i fuld gang. Men ikke destomindre havde vi en dejlig vinterferie med gode oplevelser. En af de store var besøget på LEGOWorld i Bella Centret.

Vi havde sendt Victor og Albert til Jylland til bedsteforældrene. Mads kom hjem og deres kusine Louise kom også på besøg. Det var en hyggelig afslappet uge.

Den sidste weekend tog vi til København. Efter at have shoppet de sidste ting til Mads’ tur til Sydafrika med efterskolen, drog han videre mod Jylland. Vi andre blev i København og var bl.a på Café Norden om aftenen og forkæle de to tøser. Deres regnbueis kan absolut anbefales!

Drengene havde jo været på ferie hos hvert sit hold bedsteforældre i en hel uge. Ingen af dem havde det store behov for at ringe hjem og snakke med forældrene, men så er det jo godt at bedsteforældrene sender billeder og opdateringer 😉 Så kan vi følge lidt med i hvad de laver. I hverdagen er vi ret meget sammen – alle er hjemme til frokost, vi voksne er tilgængelige selvom vi er på arbejde osv – så når vi er splittet op i en kortere periode som en vinterferie, så nyder vi det også. Der er i hvert fald ingen tvivl om at drengene nød at være hos hver deres hold bedsteforældre uden den anden. Og de store nød roen hjemme (det gjorde vi voksne også).

Søndag blev drengene fulgt til København – tak far – hvorefter vi tog til LEGOworld. Vi har været der en del gange før, men det er stadig en stor oplevelse. Pga de meget forskellige behov splittede vi os op. Så tøserne gik sammen, Flemming og Albert gik sammen, og jeg gik sammen med Victor. Vi mødtes så til frokost, og senere ville Victor gå sammen med tøserne.

En god afslutning på en dejlig vinterferie. Hvis du ikke har været i LEGOworld, skulle du tage og prøve det. Det er hvert år i weekenden i uge 7, og er et mekka for LEGOelskere 😉

 

Madrid

I sommers blev min kære mand 40 år. I den anledning havde jeg bestilt flybilletter til os alle sammen til Madrid. Vi har kun meget få gange været ude at rejse kun vores familie før, så det var en stor ting, som vi glædede os meget til. Hotellet blev bestilt, og vi planlagde hjemmefra de ting, vi gerne ville opleve. Egentlig er vi ikke typerne, der planlægger en masse på forhånd, men i håb om at Victor kunne være med til det hele, lavede vi en skitse, så han kunne blive forberedt på den kommende dag. Og en plan er jo meget god, når den holder.
Når nu vi ikke har rejst så meget, har vi heller ikke så meget erfaring med at bestille billetter. Det var af gode grunde mig og Mads, der bestilte, og det gik også meget godt. Indtil vi begyndte at snakke med andre om det. Det viste sig nemlig at de billetter vi havde købt samlet, kun gav os 45 min til at skifte i Frankfurt. Men med den rette indstilling, burde det ikke være noget problem at nå det. Hvis det da ikke var fordi flyet fra Kastrup var forsinket. Så da vi endelig kom til Frankfurt og stormede ud af flyet – så godt som det lader sig gøre, når alle andre skal ud først – fandt vi ud af, at vi var blevet rebooket til dagen efter. En lang historie kort, så endte vi med at komme til Madrid ca 17 timer senere end planlagt. Heldigvis havde vi en dag midt på ugen, som var åben til hvad vi nu fandt på, men den blev så også fyldt op.

Jeg har taget en hel masse billeder, men skal forsøge at begrænse mig.
Hele familien ude at flyve. Første gang ever at vi kun er os selv på en flyvetur. Desværre havde Luna store problemer med ørerne, så det var ret smertefuldt når vi skulle lande, hvilket vi jo skulle to gange hver vej.

Den første aften var vi inde i byen – sammen med ca 1000000 andre. Her foran Paladset.

Søndag var vi i en forlystelsespark. Nogle ting var helt fine, men andre ting var ret vilde!! I Spanien er de ikke så organiseret ift at tage hensyn til handicappede. Men vi havde fået at vide, at vi bare skulle prøve med ledsagerkortet til Victor og så forklare, hvordan det fungerer i DK. Nogle steder hjalp det ingenting, men i forlystelsesparken kom jeg gratis ind og Victor fik rabat + han fik et armbånd, så han kunne springe køen over sammen med en af os andre. Lige der var det dejligt, fordi det gjorde, at Victor havde overskud til at prøve nogle ting.

Frokost ved paladset. Det tætteste vi kom på at få tapas 🙂

Når man er 6 personer, skal der bruges en del 10-turskort i metroen. Det var billigere for os end at købe et kort til hele ugen.

Flemming ville gerne op og se et tempel. Det faldt mildt sagt ikke i god jord, da børnene var trætte og det lå oppe på en bakke. Da vi kom derop og det var “ingenting” var Flemming endnu mindre populær. Det er et tempel, der har været i Egypten. Spanien hjalp Egypten med noget og som tak fik Spanien templet. Så det er flyttet til Madrid fra Egypten. Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst så meget på lige den historie, da jeg heller ikke var voldsomt imponeret af det. Templet er bygningen der næsten forsvinder bag springvandet.

En lille meget gammel café på en af de små gader inde i centrum. I kopperne er der smeltet chokolade, som man dypper spanskrørene i. Det smagte skønt og mættede mere end vi havde regnet med. Der var 4 spanskrør til hver, og der gik nogle timer før nogle af os var sultne igen. Og så var det billigt! 30 euro i alt.

Onsdag skulle vi til Toledo med tog. Toledo ligger ca 75 km syd for Madrid og er Spaniens tidligere hovedstad. På banegården – en af dem – var der en skov og en lille sø med masser af skildpadder indenfor.

Toledo er ufattelig smuk og har masser af stemning. Jeg er fuldstændig vild med det område og de hyggelige små gader.

Vi fandt en svævebane, som Albert absolut skulle prøve. Vi voksne måtte lige kigge på hinanden og blive enige om at det var ok. Sikkerheden var i orden, og de havde jo lige prøvet nogle vilde ting i forlystelsesparken et par dage før. Så han fik lov. Luna og Victor skulle lige se an, før de besluttede sig. Men det endte med at de også ville…og så var jeg også nød til at finde ud af, hvad det var de kastede sig ud i. Det var vildt fedt og en sjov tur.
Albert fortalte bagefter, at man bare skulle ignorere smerterne i armene. Det krævede en forklaring. Det viste sig, at meningen var, at man skulle hænge i selen og så støtte med armene. Men Alberts arme var ikke lange nok, så han havde al vægten i armene hele vejen over. Og børn måtte prøve to gange.

Den gamle banegård i Toledo. Fyldt med en masse smukke detaljer.

Kender I ikke det med at man får redt senge når man er på hotel? Når man så er sydpå, så bliver sengen redt, så det er en kuvert man skal ned i. Jeg forstår det ikke!

Torsdag var vi inde og se Real Madrids stadion. Det var imponerende. Hele stemningen når man gik rundt var speciel.

Torsdag aften gik Mads med til at passe de små på hotellet – med hver sin skærm. Vi voksne tog en hurtig tur ind til byen inden vi skulle mødes og spise aftensmad. Vi fik gået en del og set et par flotte broer.

Vores mad var meget “autisme-venligt”. Morgenmaden købte vi ved samme bager på vej til metroen. Aftensmaden spiste vi på sammen fastfood-restaurant hver aften pånær da vi var i Toledo. Det smagte godt, var billigt og lå på vejen fra metroen til hotellet. Og nej det var ikke speciel Spanien-agtigt, men det gjorde heller ikke noget.

Når vi kom, skulle vi ikke bestille drikkevarer, de vidste hvad vi ville have 🙂

På vej hjem efter en dejlig ferie. Det har været en fornøjelse at være afsted. Ungerne er blevet så store, at de får en hel masse ud af det. Vi er blevet bedre til at tage de hensyn der skal tages, så flest muligt kan holde til mest muligt. Det er forhåbentlig ikke sidste gang vi alle tager på ferie sammen!

Kursus og hygge

Efterårsferien i år blev lidt anderledes end planlagt pga kraftig østenvind, som betød noget tidligere afrejse end planlagt. 

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så tog jeg afsted sammen med Luna mandag i uge 40, da vi skulle på kursus fredag-lørdag i Middelfart. Planen var at Flemming og drengene skulle komme fredag. Dette var for at Victor skulle få så få dage væk fra hverdagen som muligt. Desværre ville vejret ikke som vi ville, så der var aflysninger med båden onsdag-lørdag. Vi to tøser tog alene på kursus og hyggede os. Det var er søskende-forældrekursus i autisme. Hele fokus var på det at være søskende til en med autisme. Det var på mange måder et rigtig godt kursus, som vi begge fik meget ud af at være med på. Det satte også nogle tanker igang om de kære søskendebørn til autister. Og så var det godt for os begge at møde andre i samme situation. Men vi manglede Flemming 😦

Luna hyggede sig rigtig meget med tre andre piger på samme alder, og massagestolen var et hit i pauserne😄
Mandag-tirsdag var vi på mor-datter-tur i Århus og hyggede. Desværre var vejret ikke voldsomt godt, så vi forsøgte at holde os indendøre. Bl.a var vi en tur inde og se Dokk1 og byen der vender på hovedet. Jeg syntes at parkeringskælderen, hvor bilerne “forsvinder” var ret sej😄


Onsdag var jeg igen på mor-datter-tur til Århus. Denne gang med omvendt fortegn, den dag var jeg datter og havde min mor med😊

Vi var i Aros, og blev ret betaget af “dyret” der hang mellem niveauerne. 


Bagefter var vi i den gamle by. Det var rart ikke at have børn med, for så havde vi tid til at kigge og snakke uforstyrret. En særudstilling var med børne-TV gennem tiden, og jeg blev noget nostalgisk da jeg så nedenstående. 

På vej tilbage til Brejning gav solen et kig til nogle smukke farver

Mandag aften var Flemming og drengene ankommet til Brejning, men det var ikke så meget jeg så dem de første par dage. Torsdag aften hentede vi Mads på efterskolen. Tilbage i Brejning skålede vi for en lysere fremtid på Christiansø (og det er så det I kommer til at høre om konflikten på Christiansø herfra)

Endelig fredag skulle vi på ferie til Madrid. Da Flemming blev 40 år i sommers, havde vi givet ham flybilletter til Madrid til os alle 6. Vi skulle flyve om aftenen, men tog afsted i god tid. Da vi sidder og spiste lidt aftensmad, ser vi en kuffert falde af en bagagevogn. Den ligger der i noget tid, men jeg håber da, at den når hen til rette ejermand til tiden! Det giver lige nogle tanker om, hvor let det kan gå galt med alt det bagage, der skal styres. Heldigvis har vi ikke endnu oplevet problemer med bagagen, men tror nok lige vi pakker det nødvendige medicin i håndbagagen i morgen – men det er der flere gode grunde til😉

Når jeg har fået sorteret i alle billederne fra ferien, skal I nok blive inviteret til “lysbilledeaften”😄 Men jeg kan sige, at vi er ret vilde med Madrid og Spanien😊

Så starter ferien

Efter et par ret hektiske arbejdsuger i butikken står ferien endelig for døren. Vi havde i sidste uge fornøjelsen af at have besøg af to af Mads’ venner hele ugen. Vi voksne arbejdede, så det var ikke så meget vi så dem. Men det var nogle gode timer vi nåede at nyde deres besøg. Og vi gør det gerne igen næste år!


Mens de var her, kom TV-2 til den årlige koncert på Månen. Igen i år var det en stor oplevelse. 



Vejret var ikke fantastisk godt de to uger Mads var hjemme, så der blev ikke sejlet ret meget. Men Mads skulle da have lov til at sejle😊

Luna, Victor og Albert har de sidste par uger hygget sig hos bedsteforældrene. Vi andre er først startet på ferien nu 


som i år bliver to uger væk fra øen. Efter at have været i Jylland i weekenden tager vi Luna og Mads med til København. Vi har byttet bolig med nogle fra Slyngebarn, så vi kommer ind til Christianshavn. Vi glæder os alle til en uge uden at skulle tage hensyn til specielle behov hele tiden. Især Luna trænger til en uge uden de små brødre. Hun er så mange gange blevet “ramt” af de hensyn der skulle tages til især Victor. Hvis vi ikke tager de hensyn, får han det endnu dårligere og det går også ud over resten af familien. Så vi kan ikke bare lade være. Men nu har vi en uge, hvor vi kan tage ud og spise uden den ene voksen skal være på Victor, vi kan tage på museum uden den ene voksen skal være på Albert hele tiden, vi kan lave noget hele dagen hver dag uden Victor bliver overstimuleret og skal have en fridag. Vi glæder os vist allesammen til det. 

Bagefter tager vi alle en uge på SommerOase i campingvogn. Det bliver godt at have en uge samlet inden vi igen vender næsen hjem mod øen😊 To uger væk må være rigeligt for i år😉

Rigtig god ferie til jer alle.🌞😊

Snart er det hverdag igen

Jeg har de sidste dage gang på gang tænkt på Dan Túrell og hans Hyldest til hverdagen. For godt to år siden skrev jeg dette indlæg. Og jeg har lige læst det igen. Digtet passer stadig rigtig godt til, hvordan jeg har det. “Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

December er en hård måned for Victor. Det er ikke fordi der sker en hel masse anderledes ting, men noget sker der jo. Der er julepynt og julehygge, nissevenner og juletræer, julegaver og juleferie, nytårsaften og fyrværkeri. Uanset hvor meget vi forsøger at planlægge, så er vi ikke gode nok til det endnu, til at det giver ro. Og nogle ting kan man ikke planlægge sig ud af. Blandt andet er det rigtig svært at slippe for skiftet til det nye år, men for Victor er det svært, fordi han har det svært med skift, så han vil ikke med ind i det nye år. Det er han nu kommet alligevel, men denne gang foregik det under dynen i soveværelset. Bagefter gik vi op og så det store fælles fyrværkeri. Men i stedet for at være sammen med alle de andre oppe på Paraden, sad jeg med Victor på trappen ved brandstationen. Det var meget hyggeligt, men ikke så mange at ønske godt nytår til. Vi øver os i at tage de hensyn der skal til, så Victor kommer bedst muligt igennem de ting, der er svære for ham. 

I år var Flemming fyrmester og det gjorde han godt.  

    
   
I morgen tager Mads og Anders tilbage til Odense. Det har været hyggeligt at have dem her, men de trænger vist også til at få lidt ro i deres hoveder. På mandag starter hverdagen igen…aaahhh.