Tag Archive | garn

Stolesokker

Da jeg var I Glostrup med Victor for godt et år siden, var jeg så heldig at få nøglen til nogle venners lejlighed i Lyngby. Så havde jeg et sted, hvor jeg kunne flade ud og komme lidt væk fra det hele, uden at det var en indkøbscenter. Helt vildt dejligt, og jeg var meget glad for den mulighed. Tak Rikke og Troels😍

For at jeg ikke skulle komme til at kede mig, havde Rikke fundet en opskrift på stolesokker og købt noget garn, så kunne jeg jo hygge mig med det😄 Og det gjorde jeg så, og endte med at hækle 24 – tror jeg nok – stolesokker til de søde mennesker.

Vel hjemme gik tiden sin vante gang. Jeg fortalte om de her stolesokker, som Flemming bestemt ikke var fan af. Så jeg gik ud fra, at han nok snart skiftede filtdutterne på stolene i køkkenet, så gulvet ikke blev alt for slidt. Men der skete ikke rigtigt noget. Jeg besluttede mig for at begynde på stolesokker til vores egne stole, så måtte vi se hvem der kom først. I starten sagde jeg ikke noget om det😉 Og da det er ret kedeligt at hækle dem, tog det også noget tid. Men da det nærmede sig at jeg kun manglede til et par stole, nævnte jeg det for Flemming. Vores stole er sorte, så for at det ikke skulle springe for meget i øjnene, havde jeg valgt, at de skulle være sorte med en farvet kant øverst. Vi kører med hver sin farve i familien. Det er bare det nemmeste, når der er mange børn. Så siden Albert kom til har tingene været på den måde. Meget praktisk når der står 6 tandbørster sammen😉 Så naturligvis fik stolesokkerne en kant i den farve der passer til personens stol. 

Nu er de kommet på, og Flemming har ikke brokket sig. Og som bonus har ungerne meget lettere ved at flytte stolene ind og ud😉

Hvis der er nogen, der er blevet inspireret, så er det meget nemt. Man skal lige finde det antal masker der passer til sine stole. Vores stole er 12,4cm i omkreds og det passer med 24 fastmasker.
Jeg starter med 4 lm som samles til en cirkel, derefter hækles der 6 fm i cirklen og samles med en lm. herefter hækles der rundt i spiral. 2. omg. hækles der 12 fm, 3. omg hækles der 18 fm, og 4 omg. hækles der 24 fm. Herefter hækles der 1 fm i hver fm til det hele har den ønskede længde/højde. Vores er 9.5 cm høj, incl de sidste to runder med en anden farve.

Nu mangler jeg så bare at lave nogle små sokker til de fire stole med små runde ben, som ikke bliver brugt så tit, men til gengæld laver store mærker i gulvet. Men det må vente til begge arme er funktiondygtige igen.

Nye strikkeprojekter

For en måneds tid siden faldt jeg over et godt tilbud på garn fra garnudsalg. Jeg har hørt meget godt om butikken, så jeg turde godt købe det. Jeg faldt også over noget andet garn, så jeg endte med en del. Det meste har jeg ideer til, så jeg skal bare igang. Jeg har planer om, at min mor måske skal hjælpe med noget af det, hun ved det bare ikke endnu 😀

Den hvide er en meget tynd silke, som skal strikkes med i noget. Den er så tynd, at den nærmest ikke påvirker strikkefastheden. Den lyserøde er en hør/bomuldsblanding, som jeg forestiller mig kunne være lækker til en sommerkjole. Jeg har hørt så meget godt om hør/bomuld, så den hoppede nærmest selv ned i kurven. Den grønne og den brune er ren uld, som jeg tror ender med at blive et par bluser/cardigans. Måske skal den grønne have silken med. Den bordeaux er en kraftig uld, der er kabelspundet. Den har jeg givet mig i kast med først.

IMG_5198.JPG

Eftersom jeg var blevet færdig med nogle af mine projekter, skulle jeg have gang i noget nyt. Valget blev den tykkeste, så det går lidt hurtigere. Jeg har aldrig strikket en hel bluse færdig til mig selv. Men nu forsøger jeg. For første gang har jeg også lavet en strikkeprøve! Efter lidt søgen forskellige steder faldt valget på denne cardigan fra Drops. Jeg er nået så langt, at man kan sige, at jeg er igang

IMG_5199.JPG

Det er dog lidt for stort til at tage med, så jeg gik igang med at finde et mindre projekt, som også kan komme med på tur uden en masse mønster. Det lykkedes og samtidig får jeg brugt nogle af mine bomuldsrester 🙂 Den første er mest en prøve, men ender nok som vaskeklud.

IMG_5200.JPG

Opskriften er fra Saga i farver
Nu må vi se, hvor mange jeg ender med at strikke. Jeg kan jo godt lide ting der er nemme at gå til, så jeg ikke skal tænke så meget undervejs 😉

Pakning sæt i gang

Så kom vi i gang med at pakke. Endelig hvis du spørger mig, allerede hvis du spørger Flemming 😉
Jeg har åbenbart brug for at komme lidt i gang, så jeg kan få lidt ro i mit hovede. Så mens jeg sov, pakkede Flemming. God arbejdsfordeling 🙂 Ej jeg har også pakket noget, og vigtigst så har jeg fået sorteret mit garn!
Det er lidt en udfordring med den her flytning, for vi har tre forskellige slags kasser. Dem der skal opmagasineres de næste år. Det er de pæne glas og stel, gamle billeder osv. Så er der dem, der skal med i første flyttelæs. Vi skal bo i Hestehytten i starten indtil vores endelige lejlighed er klar til indflytning. Hestehytten er fuldt møbleret og en hytte man kan leje, men der er nogle helt klare retningslinier for, hvem der har første prioritet osv. Der skal vi bo i starten, og skal have tøj og underholdning med. De sidste læs er det, der skal opbevares på Bornholm indtil vi kan flytte ind. Og garnet er naturligvis blevet sorteret efter de retningslinier.
Første kategori er der ikke noget til. Det der ikke skal bruges i løbet af de næste fem år, er røget videre.

Det der skal med første læs

20130801-200849.jpg

Og andet læs

20130801-200919.jpg

Og så det der skal bruges den kommende måned

20130801-200958.jpg

Og så skal I da også se det Flemming har lavet i dag, når nu det har regnet, så han ikke kunne vandskure.

20130801-201056.jpg

20130801-201116.jpg

Hans kasser har jeg ikke styr på, men det har han selv med sedler, numre og sprittush 🙂