Tag Archive | Luna

Rigsmøde

For ca 14 dage siden blev jeg ringet op af vores administrator, der lige skulle høre, om jeg havde plads i kalenderen d 14/6? Der kom nogle fra Færøerne, som han gerne ville have mig til at guide. Vi aftalte, at jeg lige stak hovedet op forbi, så vi kunne snakke om det. Det vidste sig at være ifm rigsmødet, hvor statsministeren, lagmanden fra Færøerne og landsstyreformanden fra Grønland skulle komme til Christiansø 🇩🇰🇫🇴🇬🇱Jeg skulle gerne være på hele dagen, så jeg fik afsat mine guidninger til Brian og Hans Ole, og så var jeg klar. Min opgave bestod i at være en del af den første mere officielle rundvisning og senere vise ægtefællerne rundt, mens mændene holdt rigsmøde.

Dagen nærmede sig, og jeg skrev lidt om det på slyngebarn. Jeg var ikke nervøs, men er spændt og glæder mig. Der er en, der skriver til mig, at jeg skal huske, at det er mennesker af kød og blod som os, de piver også, hvis man bider dem 😂 Den er meget god at huske på, hvis man skal møde én, man er lidt utryg ved. Det tager ligesom toppen af “det farlige”.

De endelige forberedelser startede allerede i går eftermiddags, hvor jeg fik basecoat og to lag hvid lak på neglene. Efter det var godt tørt, fortsatte Luna med at lave de fineste rigsfælleskabsnegle. Det tog hele aftenen, men det var det hele værd!

De kom sågar i tv http://m.tv2bornholm.dk/?area=nyhed&id=126304

Det sjoveste var at se Lars Løkke Rasmussens ansigt, da jeg er færdig med at fortælle om Dr. Dampe i fængslet og spørger, om der er nogle spørgsmål. Hvor Solrún så spørger, om hun må tage et billede af mine negle. Lars bliver meget overrasket over det spørgsmål, men han havde heller ikke spottet mine negle endnu. Det er lige før, at neglene er, det mest fotograferede på dagen💅🏼👍🏻

I morges var jeg ude at gå en tur sammen med Anne Eva og tjekke, at der var styr på det hele😄 Og det var der. De danske flag var hejst på Paraden og Store tårn, det grønlandske og færøske i hver sin flagstang på Frederiksø

Da Ertholmen kom sejlende ind i havnen, stod øens børn med flag og tog imod.

Lars Løkke Rasmussen tog sig tid til at snakke med børnene og få taget selfie med flere af dem. Victor fik lov til at give ham en krammer😊

Det første stop på rundvisningen var hos Rikke i silden, hvor hun fortalte om produktionen og Ruths kryddersilds historie.

Senere var vi omkring Månen, hvor skoleeleverne var igang med at øve årets skolekomedie og gav en lille smagsprøve på det.

Lars Løkke Rasmussen, Aksel Johannesen og Kim Kielsen havde en hel masse at snakke om, så de ønskede at starte rigsmødet tidligere end planlagt. Derfor fik de deres frokost i Kommandantens have, samtidig med deres møde. Det var ikke helt planlagt, så det blev en lidt anderledes servering, end de nok var vant til, da det bl.a blev tre håndværkere i arbejdstøj, der stod for serveringen.

Efter frokost havde jeg ledsagerne for mig selv, hvor vi var rundt og se noget af Christiansø og også fik snakket om Færøerne. Blandt andet kom vi omkring den færøske mad, olai og transport til Færøerne. Kaffen fik vi i haven ved Gl. kro, hvor Krista også var med. Den opmærksomme læser vil bemærke, at der – ud over Krista – er fem personer. Det er fordi Lars Løkkes sekretær og en grønlandsk tolk også var med.

Det hele sluttede med et pressemøde og afsked, hvorefter der var øl i baggården🍻

En interessant og hyggelig dag, hvor man bl.a. fik et lille indblik i, hvordan PET hele tiden var opmærksom på en meget diskret måde og en tidsplan ikke nødvendigvis bliver fulgt.

Glemte lige en lille sjov ting😉 Flemming blev solgt til Grønland som murer. I bytte kan Christiansø få 5 sælfangere😂😂

En uge i billeder

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg tager en del billeder😁 Pt har jeg over 3000 på min telefon, som jeg skal have sorteret og lagt over på en ekstern harddisk. Nogen skriver dagbog. Jeg er så visuel anlagt, at jeg tager ret mange billeder, og mine billeder kommer til at fungere som en slags dagbog. Da jeg også tit tager billeder af ungernes skader – i første omgang for at være sikker på, at det ikke udvikler sig dårligt – så kan jeg tit gå tilbage og se hvornår Albert havde betændelse i knæet, eller hvornår Victor blev syet i fingeren. Jeg sidder tit og kigger tilbage i billederne og bliver mindet om små sjove episoder. Jeg går og overvejer at købe sådan en ramme, hvor billedet skifter, så vi rent faktisk kan få glæde af alle billederne. 

Lige nu er vi på vej til Odense. Vi skal til konfirmation i Jylland på søndag, og Flemming skal løbe Lillebælt 1/2marathon i morgen aften. Victor er blevet hjemme på øen og hygger sig med Birthe og Søren. Vi er meget taknemmelige for at de igen har lyst til at have besøg af Victor. Det er vist bedst for alle parter, men især Victor, at han ikke skal have så mange rejsetimer på så få dage.  

Men på vej i bussen fra Ystad sad jeg og kiggede billeder og kunne ikke helt stå for nogle af dem fra ugens løb. Og så tænkte jeg, at det da vist er ved at være lidt tid siden, at I sidst så solnedgangsbilleder her på bloggen🤔😄

I lørdags var det ret skønt vejr. Den grønne bænk på havnen lokkede. Så en bog og en flaske vand kom med derned, og så sad jeg og nød roen og det gode vejr. 

Det var så godt vejr, at Albert havde fået solcreme på. Sidste år søgte jeg om hjælp til at finde en bestemt solcreme, som han kunne tåle året før. Den blev fundet og hjembragt fra USA – Sidse jeg skylder stadig en kop kaffe😉 Albert blev smurt lørdag og søndag så hans kinder sådan ud. Når han er blevet smurt på hele kroppen, er der udslæt over det hele. Vi tror ikke at det klør, men da han får allergipiller fast, så er vi ikke sikre. 

I dag er det nuprede i huden ved at være væk, så efter weekenden giver vi det et forsøg mere og håber, at det var en engangsforestilling. Der er dog alligevel sendt henvisning til hudlæge, for nu vil vi gerne vide, hvad det er, han ikke kan tåle. 

Tirsdag så jeg denne lille gruppe på min postrunde. Jeg ved ikke om det er noget jeg bilder mig ind, men det virker som om hannerne er mere omkring hunnerne og ungerne, end jeg har lagt mærke til før. Lige inden jeg tog billedet var der en han helt henne ved gruppen. Måske er de begyndt at hjælpe med at passe på ungerne, så mågerne ikke får fat i dem. 
Og her er så et af de længe ventede solnedgangsbilleder😉 En aftengåtur med gemalen. 
Desværre så vi også en rede, hvor der lå et æg uden en mor og uden ægget var dækket til. Det var nedenfor en høj mur, så vi kunne ikke gøre noget. 
I går havde jeg lidt for mange ting at holde styr på, så jeg var ikke den sødeste mor🙁 Da jeg havde fået Albert i seng, kom jeg ned og så dette syn ud af vinduet. Det hjalp gevaldigt på humøret. Jeg kan ganske enkelt stå for de her farver. 
Nu er jeg så nået til i dag, hvor Luna endelig fik et stort ønske opfyldt. Det kræver vist ikke yderligere forklaring😉 Det er så fint til hende med de to nye huller. Og Luna er meget glad😁
Til sidst et par billeder fra bussen mod København. Det var noget flottere i virkeligheden med farverne og helt stille vand. 

Christiansø marathon

I dag blæser det en del på skærerne i Østersøen

Men det forhindrer ikke en god flok løbere i at tage båden herover og løbe 1/4, 1/2 eller 1/1 marathon. 3 øboere – Flemming, Christian og Sixten – har trænet op og stod klar ved startlinien, da 1/2marathon blev sendt afsted. 

Med så stor tilslutning fra egne rækker, blev der heppet ivrigt fra øboerne. Andre fandt en rolig plads og nød solen

Flemming så en anelse træt ud

Men kom i mål som nr 2 på 1/2marathon i fin stil og en tid på ca 1.34

Der var depot undervejs – for hver runde😉 – men Flemming ventede til han var helt færdig😄

Christian og Sixten gennemførte også i fin stil. Tillykke til jer to med jeres første 1/2marathon

Da der var ved at være tyndet ud på ruten blev børneløbet sat igang. Alle øens børn og evt gæster kan være med og får en medalje, hvis de løber en runde. 

Luna er begyndt at træne op til at løbe 5 km sammen med mig, og det gav tydeligvis pote i år, for hun var første øbarn over målstregen

Albert kunne slet ikke få stoppet igen og endte på 5 runder eller 7,5 km.

Den yngste løber på tre år, løb også hele vejen rundt👏🏼👍🏻

Næste år satser vi på knap så meget vind og måske flere løbende øboere😉

 

OPDATERING!!
Efter at have været hjemme og slappe lidt af, tænkte vi, at det nok nærmede sig afsejling. Flemming var havnefoged i dag, så han skulle jo derned. Jeg gik med for hyggens skyld. Da vi kommer hen til målområdet finder vi ud af, at Svea kun mangler 4 runder til en 1/2marathon, så vi bliver naturligvis stående og hepper sammen med de andre.
3 1/2 time efter børneløbet blev sat igang, kommer Svea i mål efter at have løbet 14 runder👏🏼🏃🏼‍♀️🏃🏼‍♀️🏃🏼‍♀️🏅🏆 Du er mega sej, Svea👏🏼👏🏼👍🏻

Vinterferie

Ja ja, jeg ved godt at vinterferien er længe siden og foråret er i fuld gang. Men ikke destomindre havde vi en dejlig vinterferie med gode oplevelser. En af de store var besøget på LEGOWorld i Bella Centret.

Vi havde sendt Victor og Albert til Jylland til bedsteforældrene. Mads kom hjem og deres kusine Louise kom også på besøg. Det var en hyggelig afslappet uge.

Den sidste weekend tog vi til København. Efter at have shoppet de sidste ting til Mads’ tur til Sydafrika med efterskolen, drog han videre mod Jylland. Vi andre blev i København og var bl.a på Café Norden om aftenen og forkæle de to tøser. Deres regnbueis kan absolut anbefales!

Drengene havde jo været på ferie hos hvert sit hold bedsteforældre i en hel uge. Ingen af dem havde det store behov for at ringe hjem og snakke med forældrene, men så er det jo godt at bedsteforældrene sender billeder og opdateringer 😉 Så kan vi følge lidt med i hvad de laver. I hverdagen er vi ret meget sammen – alle er hjemme til frokost, vi voksne er tilgængelige selvom vi er på arbejde osv – så når vi er splittet op i en kortere periode som en vinterferie, så nyder vi det også. Der er i hvert fald ingen tvivl om at drengene nød at være hos hver deres hold bedsteforældre uden den anden. Og de store nød roen hjemme (det gjorde vi voksne også).

Søndag blev drengene fulgt til København – tak far – hvorefter vi tog til LEGOworld. Vi har været der en del gange før, men det er stadig en stor oplevelse. Pga de meget forskellige behov splittede vi os op. Så tøserne gik sammen, Flemming og Albert gik sammen, og jeg gik sammen med Victor. Vi mødtes så til frokost, og senere ville Victor gå sammen med tøserne.

En god afslutning på en dejlig vinterferie. Hvis du ikke har været i LEGOworld, skulle du tage og prøve det. Det er hvert år i weekenden i uge 7, og er et mekka for LEGOelskere 😉

 

En travl dag

Dagen i dag har været travl. Bibliotek, posten og rengøring i Ravelinen, som er Journalistforbundet og skuespillerforeningens feriehus. Lige nu sidder jeg og nyder lyden af børnenes leg ovenpå, mens jeg kigger på billeder. Kameraet har nemlig også haft travlt. 

Det startede allerede i morges. Når jeg står og kigger ud af køkkenvinduerne og ser dette

så ved jeg, at der er noget, der er værd at gå efter. Så ungerne fik besked på selv at gøre sig færdige og komme i skole, for jeg skulle ud og gå. Luna ville med, så vi fik hurtigt overtøj på. Men desværre lidt for sent, for himlen var ikke fantastisk flot rød mere, “bare” flot

Da vi kom op på Kongens bakke var der et søvnigt lys over øerne

Men det passede rigtig godt til stemningen. Der var stille og det hele var ved at vågne  

Bare fordi den var smuk på sin helt egen måde


Jeg tror ikke det er sidste gang, jeg havde hende her med på morgengåtur. Det passede med at vi var omme ved skolen, da hun skulle møde. 


Så måtte jeg tage anden runde alene. Jeg kunne virkelig godt unde jer alle at opleve en morgen som denne, hvor vejret er stille, solen står stille og roligt op, der er lidt bølgeskvulp og lidt kalden fra sælerne inder fjerne, men ingen biler, sirener, stress og jag. Det er virkelig balsam for krop og sjæl!


Turen sluttede af med en dukkert, hvor Sus heldigvis er kommet tilbage.


Postrunden senere havde jeg heller ikke noget imod

Mon vejret fortsætter i det her hjørne de næste dage? Jeg håber det. 

Kursus og hygge

Efterårsferien i år blev lidt anderledes end planlagt pga kraftig østenvind, som betød noget tidligere afrejse end planlagt. 

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så tog jeg afsted sammen med Luna mandag i uge 40, da vi skulle på kursus fredag-lørdag i Middelfart. Planen var at Flemming og drengene skulle komme fredag. Dette var for at Victor skulle få så få dage væk fra hverdagen som muligt. Desværre ville vejret ikke som vi ville, så der var aflysninger med båden onsdag-lørdag. Vi to tøser tog alene på kursus og hyggede os. Det var er søskende-forældrekursus i autisme. Hele fokus var på det at være søskende til en med autisme. Det var på mange måder et rigtig godt kursus, som vi begge fik meget ud af at være med på. Det satte også nogle tanker igang om de kære søskendebørn til autister. Og så var det godt for os begge at møde andre i samme situation. Men vi manglede Flemming 😦

Luna hyggede sig rigtig meget med tre andre piger på samme alder, og massagestolen var et hit i pauserne😄
Mandag-tirsdag var vi på mor-datter-tur i Århus og hyggede. Desværre var vejret ikke voldsomt godt, så vi forsøgte at holde os indendøre. Bl.a var vi en tur inde og se Dokk1 og byen der vender på hovedet. Jeg syntes at parkeringskælderen, hvor bilerne “forsvinder” var ret sej😄


Onsdag var jeg igen på mor-datter-tur til Århus. Denne gang med omvendt fortegn, den dag var jeg datter og havde min mor med😊

Vi var i Aros, og blev ret betaget af “dyret” der hang mellem niveauerne. 


Bagefter var vi i den gamle by. Det var rart ikke at have børn med, for så havde vi tid til at kigge og snakke uforstyrret. En særudstilling var med børne-TV gennem tiden, og jeg blev noget nostalgisk da jeg så nedenstående. 

På vej tilbage til Brejning gav solen et kig til nogle smukke farver

Mandag aften var Flemming og drengene ankommet til Brejning, men det var ikke så meget jeg så dem de første par dage. Torsdag aften hentede vi Mads på efterskolen. Tilbage i Brejning skålede vi for en lysere fremtid på Christiansø (og det er så det I kommer til at høre om konflikten på Christiansø herfra)

Endelig fredag skulle vi på ferie til Madrid. Da Flemming blev 40 år i sommers, havde vi givet ham flybilletter til Madrid til os alle 6. Vi skulle flyve om aftenen, men tog afsted i god tid. Da vi sidder og spiste lidt aftensmad, ser vi en kuffert falde af en bagagevogn. Den ligger der i noget tid, men jeg håber da, at den når hen til rette ejermand til tiden! Det giver lige nogle tanker om, hvor let det kan gå galt med alt det bagage, der skal styres. Heldigvis har vi ikke endnu oplevet problemer med bagagen, men tror nok lige vi pakker det nødvendige medicin i håndbagagen i morgen – men det er der flere gode grunde til😉

Når jeg har fået sorteret i alle billederne fra ferien, skal I nok blive inviteret til “lysbilledeaften”😄 Men jeg kan sige, at vi er ret vilde med Madrid og Spanien😊

Et minde fra facebook

Lidt serviceinfo til jer der ikke er på facebook: Nogle gange kommer der et minde frem, et indlæg man har lagt på facebook for x antal år siden. De fleste er meget hyggelige, nogle gange undrer jeg mig over, hvad tanken var bag, men for det meste er det for mig en fin lille reminder om en dag i mit liv, og nogle gange deler jeg det igen.

I dag var mindet et billede af vores lille familie stående på Brejning station med al vores bagage. Billedet er 3 år gammelt. Og hold nu op hvor er der sket meget siden det billede blev taget!! Børnene er jo vokset voldsomt meget. Der er ikke noget at sige til, at folk kommenterer på deres højde, når der går nogle måneder mellem at man ser dem. Billedet, jeg snakker om, kan ses nederst i dette indlæg som jeg skrev et par dage efter, vi var landet på Christiansø. Mads er vokset mig over hovedet, og Luna nærmer sig hastigt. 

De tre år der har gået har været nogle år, hvor vi har været hele følelsesregisteret igennem. Vi har grinet og grædt, fået nye venner, haft diskutioner, været frustrerede, sørget, kæmpet, udviklet os, festet, fjollet rundt, danset, nydt roen, været tæt på at gå fra hinanden, men har det bedre end nogensinde. 

Da vi stod på Brejning station for tre år siden, havde vi ikke fantasi til at forestille os, hvad dette spring ville have af konsekvenser. Men vi har ikke fortrudt det. Vi nyder vores, til tider ret travle, liv på en lille ø i Østersøen, og er ikke klar til at flytte endnu. 

For at give et lille indtryk af, hvad jeg mener med, at vi nyder livet, vil jeg vise nogle billeder fra en helt almindelig aften. 

 

Luna er hoppet i vandet for at være klar til at hjælpe lillebror, der ikke er en helt habil svømmer endnu. Ja, han får en maveplasker og er glad for sin våddragt😄

Skønt at bade i solnedgangens smukke lys.