Tag Archive | tid

Send mere tid

Da vi flyttede til Christiansø, havde vi en formodning om, at vi ville få mere tid i hverdagen til os selv og familien. Og det har vi absolut også fået og sætter stor pris på. Samtidig synes vi også, at vi har ret travlt. Et typisk spørgsmål er, om vi kan få tiden til at gå – om vinteren. Jeg ved ikke, hvorfor folk tror, at vi har mindre at lave om vinteren? Jeg synes, at vi har rigeligt at se til hele året – og næsten mere vinter end sommer. Samtidig ved jeg godt, at nogle af tingene er noget, som vi gør, fordi vi bor, hvor vi gør. Bl.a er vi jo nok det eneste sted i landet, hvor skolebørnene og manden kommer hjem til frokost hver dag. Det er for det meste dejligt, men det splitter også dagen op. Når først ungerne er sendt i skole, dagens motion og bad er overstået, så er der tit lige nogle småting på biblioteket der skal klares, forskellige personer der skal ringes til eller som lige for tiden, hvor jeg er i butikken de fleste dage. Når det er overstået er det et godt stykke oppe ad formiddagen og det nærmer sig at frokosten skal gøres klar. Fra jeg starter med frokosten til det hele er pakket væk igen kan der nemt gå 1½ time, da mand og børn kommer hjem lidt forskudt. Om eftermiddagen er der tit noget arbejde eller møder. I perioder render vi til rigtig mange møder. Men tilsammen er vi også engageret i skolebestyrelsen, forældrerådet, menighedsrådet, Trim, beboerforeningen og ø-rådet. Og så giver to drenge med diagnoser lidt ekstra møder med skolen og kontroller på Bornholm, som stort set altid indebærer mindst en overnatning. Så alt i alt så keder vi os sjældent, men nyder livet og hverdagen og de små episoder, som kun er muligt fordi vi bor her. Hverdagsidyl, som én skrev i en kommentar, ja vi nyder vores hverdagsidyl. Også når det er mindre idyllisk og Victor ikke vil i skole. Så er det da et privilegie at kunne være der for ham i det omfang han har brug for. Og hvis det er en dag, hvor jeg skal på arbejde, så har Flemming mulighed for at kigge til ham i løbet af formiddagen og evt have ham lidt med på arbejde. Det er da luksus at vi har den mulighed.

Nu skal det jo ikke bare være snak det hele. Som de fleste nok har opdaget, har jeg det bedst med at vise med billeder, af det jeg snakker om. Det var faktisk det, dette indlæg startede med. Jeg har nemlig flere billeder liggende på mobilen, som jeg ikke har haft tid til at vise jer 🙂

1. søndag i advent blev øens juletræ tændt på Paraden. Det var som altid en hyggelig oplevelse med øens børn, der sang for på et par julesange, Morten og Viktor der spillede til, og efterfølgende gløgg og æbleskiver. Som altid blæste det en del, så flormelis havde svært ved at blive på tallerkenerne.

Den første weekend i december var vi meget langt væk hjemmefra. Næsten så langt vi kan komme. Min mor holdt fødselsdag for min far i Vedersø Klit. Det gav mulighed for en gåtur til Vesterhavet, hvor der også er ret smukt.

En morgengåtur på Christiansø med efterfølgende dukkert. Nu er vandet nede på ca 6 grader, så nu er det dejligt igen. Jeg synes, at det er frygteligt at komme i, når vandet ligger på 8-10 grader, men 6 grader er dejligt!

Lidt julepynt har fundet vej til vores hjem.
Gang på gang overraskes jeg af de farver der kan opstå i naturen. Hvor er det smukt og fascinerende.

Desværre har vi måtte tage afsked med vores gode venner, Marie og Morten og deres drenge. Heldigvis kommer de og holder nytår på øen, så det er først til næste år, at vi rigtigt skal sige “farvel og på gensyn” til dem. De flytter tilbage til Vejle, hvor deres hus har været lejet ud. Så der bliver mulighed for at drikke en kop kaffe sammen, når vi også er på de kanter.Det bliver et stort savn, når de flytter 😦

Traditionen tro gik skolens elever luciaoptog på Månen.

Badenymferne “Den kolde røv” ønsker hinanden en glædelig jul. Når man ikke får koordineret, hvem der medbringer hvad, kan det godt se lidt vildt ud 🙂


Lørdag morgen kom Mads til Bornholm. Elephanten sejlede ind for at hente ham og havde Flemming med som gast. Dejligt endelig at have den store dreng hjemme igen. Fredag kommer mine forældre for at holde jul sammen med os. Det glæder vi os alle til.

Hvis I heller ikke har fundet koden til at få flere timer i døgnet, så vil jeg fortsætte med at nyde min hverdagsidyl i de 24 timer vi har til rådighed i døgnet.

Et år er gået

For et år siden skrev jeg dette indlæg
Og hvor er der sket meget siden! Rigtig mange gode ting, som vi ikke havde fået, hvis vi ikke var flyttet. Det er ikke en dans på roser at bo her. Der er opture og nedture som alle andre steder. Der er konflikter og trætte forældre. Men mest af alt er der tid. Tid til at være. Tid til at lave ingenting. Tid til at hygge. Tid til at holde fri. Tid til at sidde og nyde udsigten.
Og det var det, vi havde brug for, da vi flyttede. Trække stikket ud fra hverdagens stress og jag. Lære at være i nuet.
Jo vi kan godt synes, at vi har travlt, men i bund og grund har vi mere tid sammen og alene, end vi før har haft. Og det er det vigtige i det her.
Der kommer også mulighed for nye ting. Jeg er så kuldskær at jeg hidtil kun har haft hovedrysten til overs for vinterbadere. Men nu er jeg selv hoppet med. Foreløbigt er jeg motiveret, så må tiden vise hvor længe det holder. Det er i hvert fald hyggeligt

IMG_4249.JPG

Når man har tid til at gå stille og roligt rundt, ser man også ting, som man måske ellers ikke ville opdage. Jo vi nyder absolut vores nye liv

IMG_4250.JPG

En rolig dag

Formiddagen skulle egentlig bruges på at pakke. Men så kom Leopold i havn, og den skulle vi jo ned og kigge på.
Heldigvis har vi kun oplevet, at dem, der kommer til øen, har god tid og gerne vil bruge tid på at vise børn det de laver

20140429-144909.jpg

Bagefter hørte vi at broen skulle åbnes for “Erten”, og sidst de gjorde det, ville Albert rigtig gerne med. Så i dag måtte vi ned og spørge Morten, om vi måtte være ombord på det lille stykke fra Nordhavn til Sydhavn.

20140429-152454.jpg

20140429-152518.jpg

Der blev også tid til at pakke, men jeg nyder virkelig at have tiden til at være i nuet, og ikke hele tiden tænke på alt det jeg burde lave i stedet for.

Nu sidder jeg i bussen sammen med Victor på vej mod Rønne havn. Vi har haft en fantastisk sejltur uden en bølge på vandet. Forude venter en dag i København med lægebesøg og hygge, inden turen går tilbage til Rønne onsdag og hjem torsdag.

20140429-153530.jpg

20140429-153539.jpg