Tag Archive | vejr

Når vejret bestemmer

I den kommende weekend skal vi voksne og Luna på et kursus med autismeforeningen. Planen var, at vi tog hjemmefra torsdag, så vi kunne komme til Brejning. Mine forældre skal passe drengene mens vi er på kursus i Middelfart. Derefter tager Flemming hjem og arbejder i uge 41, indtil vi alle tager til Madrid i uge 42. Men en ting er planer, noget andet kan være virkelighed, når man bor på en lille ø og er afhængig af at båden sejler. 

De seneste dage har vi godt set på vejrudsigten, at det ikke så for godt ud både onsdag og torsdag. Vi begyndte derfor at planlægge efter, at vi skulle afsted tirsdag. Tøjet blev vasket i bund, jeg begyndte at skrive lister og mine forældre blev varslet. I morges var meldingen, at det formentlig blev en vendetur tirsdag, hvor de kommer over og læsser af og sejler med det samme igen. Det var fint, vi skulle bare have det hele pakket i aften, så vi var klar.

Kl 13.07 kom der en SMS fra ø-farten med besked om, at de håbede at sejle en vendetur tirsdag, men der var ingen garantier. En hurtig snak med Flemming og vi havde besluttet, at jeg skulle tage afsted i dag sammen med Luna. Og så ville resten følge efter, når der var en båd. Kurset er et forældre-søskende kursus, så det er vigtigt at Luna kommer med, da hun har brug for at vide noget om at være søskende til at barn med autisme. Så vi gik fra at have 22 timer til at pakke til at have 45 min. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke helt ved, hvad vi har fået med😂 Men vi nåede båden😉

Nu varer det så 3 uger til jeg er hjemme igen. Absolut ikke noget jeg er vild med. Det er alt for lang tid at være væk hjemmefra, men jeg glæder mig til de ting jeg skal. Og det er jo også godt at man er glad for at være hjemme😊

Aftenstemning

I går kom jeg først ud at bade kort før spisetid om aftenen. Vejret var skønt og jeg tog et billede 😉 


En time senere stod vi i køkkenet og kiggede ud ad vinduet, hvor der ret hurtigt kom tåge ind over øerne 

 

En time senere gik jeg ud i klipperne og nød solnedgangen – og fik taget lidt billeder.  

PS. Jeg har forsøgt at begrænse mig…

                  

God sommerdag til jer alle:-)

 

Noget om at følge med i vinden

Inden vi flyttede, var det der med vejrudsigten ikke noget, der interesserede mig synderligt. Hvis jeg endelig så det eller tjekkede dmi.dk, var det for at se, hvor varmt det ville blive, og om der mon kom regn. Vindhastighed og retning var en by i Rusland for mig. Det ville heller ikke hjælpe mig ret meget, for selv efter 12 år på Rønnevang, kunne jeg stadig ikke udpege syd…men det fortæller nok meget godt, hvor meget – eller lidt – det interesserede mig.

Nu er vi flyttet, og tingene har ændret sig!!

Jeg tjekker dagligt vindretning og hastighed på min mobil. Snakker vind med de andre. Har nogenlunde styr på verdenshjørnerne. Og jeg synes, det er relevant information. Hvis der er vasketøj, der skal hænges op, tjekker jeg af og til nedbørsmængden resten af dagen, men som regel kigger jeg bare ud af vinduet. Temperaturen…det er slet ikke altid jeg kigger efter det. Det er ikke så relevant mere.

Hvis der sidder en, som er vældig interesseret i vejret her hos os, så er denne side ret god. Christiansø findes ikke hos DMI.